Tip: Lad altid to-tre centimeter aske ligge i bunden af brændeovnen. Det er med til at isolere – på samme måde som isoleringsstenene inde i brændkammeret. På den måde opnår du en højere forbrændingstemperatur, som er vigtig for at få en god forbrænding.
Hvornår skal du lægge brænde på igen?
Når du lægger nyt brænde på, skal der åbnes for primærspjældet, indtil ilden har fået rigtigt fat.
For at udnytte brændslet optimalt kan du vente med at lægge nyt træ på, indtil glødelaget er så lille, at det tager ca. et minut at få ild i de nye brændestykker.
Husk altid at åbne for primærluften ved indfyring af nyt brænde.
Tip: For at reducere risikoen for at der kommer aske ud af ovnen, når lågen åbnes for indfyring af nyt træ, er det en god ide at åbne primærspjældet ca. et minut før lågen åbnes. Sådan skaber du et øget træk gennem brændeovnen, og reducerer risikoen for at aske drysser ud.