Spørgsmål og svar

Her finder du svar på diverse spørgsmål, der ikke passer ind i vores andre kategorier. Udforsk denne sektion for at finde hjælp.

Hvordan bliver min ovn leveret?

Hvordan din ovn bliver leveret, afhænger af, hvor du har købt den. Du bedes derfor kontakte din forhandler for nærmere information.

Hvordan annullerer/ændrer jeg min ordre?

Har du købt din ovn ved en af vores forhandlere, bedes du kontakte forhandleren.

Har du købt din ovn igennem Aduro GO, bedes du kontakte vores Aduro GO-installatør.

Har du købt en vare i vores webshop www.aduroshop.dk, bedes du besvare den ordrebekræftelse, du har modtaget på mail.

Varen er beskadiget under transport, hvad skal jeg gøre?

Send os venligst en mail hurtigst muligt på service@aduro.dk​​​​​​, hvor du inkluderer følgende oplysninger:

  • Et billede, der viser hele forsendelsen. Billedet skal helst være taget, inden du fjerner emballagen (Folie, stropper m.m.)
  • Et billede hvor fragtlabel er synligt. Man skal kunne se fragtbrevsnummer og ordrenummer.
  • Billede(r) af beskadigede varer.

Er min ovn lovlig?

Når du har købt en biopejs, skal du ikke have den godkendt inden brug. Du skal blot sikre dig, at du overholder gældende afstandskrav, som du finder i betjeningsvejledningen

Når du har købt en brænde-, hybrid- eller pilleovn, er der en række regler og love vedrørende installation, sikkerhed og emissioner, som din ovn skal overholde for at være lovlig at bruge. Tag gerne din forhandler, din kommune eller din skorstensfejer med på råd, hvis du er usikker på kravene.

Afstandskrav
Du skal sørge for, at ovnen er placeret med den rette afstand til brændbart materiale. Find betjeningsvejledningen til din Aduro-ovn her for at se afstandskravene for din ovn. 

Ejerskifte
Har du købt en bolig, hvor der står en gammel brændeovn eller pejs produceret før 1. januar 2003? Så bør du være opmærksom på, at nye boligejere er forpligtede til at skrotte eller udskifte brændeovnen senest et år efter ejerskiftet. Du kan læse mere om, hvordan du tjekker alderen på din ovn her.

Godkendelse af ovn
Når du installerer en ny ovn skal den og installationen godkendes af en skorstensfejer, inden du må tage den i brug. 

Prøvningsattest
Skal du installere en brugt brænde- eller hybridovn, eller overtage et hus, hvor der allerede er installeret en ovn, der er produceret før 1. januar 2022, skal der medfølge en prøvningsattest. Denne attest dokumenterer, at brændeovnsbekendtgørelsens krav er opfyldt. Skorstensfejeren skal underskrive prøvningsattesten, når han godkender installationen. 

Er ovnen produceret efter 1. januar 2022, er der ikke krav om en prøvningsattest, da ovne efter denne periode er omfattet af EU's Ecodesign-direktiv. Efterspørger skorstensfejeren dokumentation på ovnen, skal du i stedet bruge en DoC-erklæring. Erklæringen dokumenterer, at ovnen er testet og opfylder kravene og dermed er godkendt til montering og brug i Europa. Du kan finde DoC til din Aduro ovn.

Hvornår skal min ovn eller pejseindsats udskiftes?

Har du købt en bolig, hvor der står en gammel brændeovn eller pejs produceret før 1. januar 2003? Så bør du være opmærksom på, at nye boligejere er forpligtede til at skrotte eller udskifte brændeovnen senest et år efter ejerskiftet. Du kan læse mere om lovkravet her

Folketinget vedtog en ny lov pr. 1. juli 2023, der giver kommunerne mulighed for at forbyde brændeovne og pejseindsatse installeret før 1. juni 2008 i områder med kollektiv varmeforsyning. Det er dog op til den enkelte kommune, om de vil indføre de nye regler. Indtil videre skal du være opmærksom, hvis du bor i én af følgende kommuner:

  • Roskilde: I Roskilde Kommune er loven trådt i kraft. Dette betyder, at udskiftningen eller nedlæggelsen skal være sket senest den 1. august 2025. Læs mere her
  • København: I Københavns Kommune er loven trådt i kraft. Dette betyder, at udskiftningen eller nedlæggelsen skal være sket senest den 10. oktober 2025. Det er dog muligt at søge om dispensation for at undgå udskiftning, hvis din brændeovn lever op til kravene i brændeovnsbekendtgørelsen pr. 1. juni 2008. Læs mere her
  • Frederiksberg: Frederiksberg Kommune har vedtaget et forbud, som forventes at træde i kraft i januar 2026. Læs mere her

Flere kommuner er stadig i processen med at evaluere, hvordan de vil håndhæve loven, og om der skal tilbydes økonomisk støtte til udskiftning af ældre brændeovne. Det er derfor en god idé at holde øje med lokalnyhederne og din kommunes hjemmeside. Er du i tvivl om, hvorvidt din kommune er omfattet, kan du kontakte din kommune direkte for den nyeste information.

Du kan læse mere om lovforslaget her.

Alle Aduro ovne lever op til gældende krav - også selvom de er produceret før 2008. 

Du kan læse mere om, hvordan du tjekker alderen på din ovn her.

Hvordan får jeg godkendt min ovn?

For at få godkendt din brænde-, pille- eller hybridovn skal du kontakte din lokale skorstensfejer.

Har du købt en biopejs, skal du ikke have den godkendt inden brug.

Kan jeg få en ovn, hvis jeg ikke har en skorsten?

Du kan ikke installere en brænde-, hybrid- eller pilleovn uden skorsten, men du kan uden problemer købe en biopejs, som ikke kræver skorsten. Find vores biopejse her.

Vil du have installeret en skorsten, kan du læse mere her.

Har du forespørgsler om samarbejde, leverandøraftaler eller presse?

Send os gerne en mail på service@aduro.dk og vi vil besvare din henvendelse hurtigst muligt.

Har du spørgsmål, som du ikke har fået svar på?

Send os gerne en mail på service@aduro.dk og vi vil besvare din henvendelse hurtigst muligt.

TOP